”Jul i Legeland”

28. november 2017– 7. januar 2018

I udstillingen ”Jul i Legeland” ses legetøj i lange baner, som børn gennem de sidste hundrede år har leget med. – og Give-Egnens Museum har rigtig meget legetøj i gemmerne – hjemmegjort som købt.

Udstillingen er opbygget med en hel gade af legetøj. I og omkring denne gade, skal der spilles og leges. Der skal bl.a. leges omkring enebærbusken, keglebanen må prøves. Kom og vær med, der skal leges meget, meget mere.
Ingen juleudstilling på GEM uden ”Peters Jul” – og sådan er dette også i år, hvor juletræet er pyntet som for mere end 100 år siden. Alle juleforberedelserne og juledagenes gøremål illustreres i ”Peters Jul”-kasserne.

Juleglæder er også vinterglæder – så derfor er der også bygget en kælke- og skibakke op i udstillingen.
Udstillingen rummer også en landejendom fra 1940’erne – og her er der ved at blive gjort klar til jul – i stuen med et pyntet juletræ, julebord og divan, hvorunder drengens kasse med legetøj skubbes ind, når der ikke leges! I køkkenet er alle forberedelserne til festen i gang – der vaskes, stryges, skrubbes og bages.

     

Stalden, hvor et barn for ca. 2000 år siden blev født, kan selvfølgelig også ses.
Oven over alt dette kører som sædvanligt GEM´s juletog, Märklin-modeltoget, hvor man fra man blot er to år med et tryk på en knap, kan starte et helt eventyr af en togrejse!
En udstilling for både børn – og børn, der er blevet voksne.